Få strikkeopskriften her på et par lækre, lune hjemmestrikkede vanter i det blødeste merinould. Opskriften er gratis og nem at følge.
Hjemmestrikkede vanter i blød merinould er virkelig skønne at kunne tage på på en kølig dag.
De er nemme at strikke, og opskriften her er gratis.
Vanterne her er strikket med gode lange ribkanter, man både kan folde op eller lade være foldet ud, så de varmer håndleddene godt.
Størrelse på hjemmestrikkede vanter
Opskriften på vanter er lavet til kvinder. Jeg har angivet cirkamål, som passer til mine egne hænder, der måler 17 centimeter. Men hvis man har længere fingre (som mange nok har :-)), angiver jeg i opskriften, hvor man skal forlænge sine vanter.
Garnvalg til hjemmestrikkede vanter
Jeg har brugt Filcolana Anina i farve 820 Isabella til vanterne.
Anina er superblødt 4-trådet merinould, som er superwash-behandlet.
Det er meget fint garn med en løbelængde på 230 meter på 50 gram, som et nøgle vejer.
Det skal du bruge til et par hjemmestrikkede vanter
Du skal bruge to nøgler Filcolana Anina til et par vanter.
Størrelse på pinde
Vanterne er strikket på pinde størrelse 3 til ribkanterne og størrelse 3,5 til glatstrik.
Du kan strikke vanterne på strømpepinde eller på en rundpind i størrelse 80 centimeter (eller større) med teknikken Magic Loop. Se, hvordan du strikker Magic Loop her.
Strikkefasthed
28 masker x 38 pinde i glatstrik på pind 3,5 giver 10 x 10 centimeter. Se her, hvordan du laver en strikkeprøve og beregner din strikkefasthed.
Sådan strikker du hjemmestrikkede vanter
Slå 60 masker op. Strik 14 cm, 54 omgange rib, en ret, en vrang på pind 3.
Skift nu til pind 3,5 og begynd at strikke glatstrik. Når du strikker rundt, er det bare ret på alle omgange. Se her, hvordan du strikker glatstrik.
På den første omgang skal du tage i alt ti masker ud. Det gør du ved at tage en maske ud for hver sjette maske, i alt ti gange omgangen rundt.
Du tager masker ud ved at strikke retmasken, når du når til den sjette maske. Når du er næsten færdig, lader du være med at slippe masken på den venstre pind. I stedet strikker du endnu en maske ind bagfra med højre pind, således at du nu har to masker.
Fortsæt i glatstrik i alt 6 centimeter, 22 omgange.
Sådan strikker du tommelfinger
Tag nu de første otte masker og de sidste otte masker af til tommelfinger. Sæt de 16 masker på strømpepinde størrelse 3,5, 4 masker på hver - eller strik tommelfingeren med Magic Loop-teknikken på en rundpind.
Lad de øvrige 52 masker hvile på rundpinden.
Strik 18 omgange på tommelfingeren, 40 i alt siden ribben, til den måler 5 cm.
Prøv gerne vanten på. Vantens tommelfinger skal gå næsten ud til spidsen af fingeren, max 0,5 centimeter af tommelfingeren må stikke ud. Hvis ikke den gør det, skal du strikke videre, indtil den passer.
På næste omgang skal du i gang med at tage ind til rundingen af fingerspidsen.
Hvis du har brug for hjælp til indtagningerne, kan du finde min guide her.
Hvis du strikker på strømpepinde skal du strikke en maske, strik to drejet ret sammen, strik til der er tre masker tilbage på næste pind, strik to ret sammen. Det samme gentages på de to næste pinde. Strik en maske, strik to drejet ret sammen og strik til der er tre masker tilbage på omgangen, strik to ret sammen og strik den sidste maske.
Hvis du strikker tommelfingeren med Magic Loop-teknikken, strikker du en maske, to drejet ret sammen, to masker, to ret sammen og en maske. Gentag dette på den anden side af den magiske løkke.
Strik nu en omgang ret, inden du skal vende tommelfingeren med vrangen ud af for at lukke af. Du kan se her, hvordan du lukker af ved at vende vrangen ud af.
Sådan strikker du selve hånden på vanten
Strik nu selve hånden på vanten. Du har 52 masker. Strik til vanten måler cirka 14 centimeter eller 48 omgange, siden ribben stoppede.
Du skal strikke lige til lillefingeren er skjult, hvis du prøver vanten på. Hvis din hånd er længere, strik da til din lillefinger er skjult.
Nu skal du tage ind til rundingen af vanten i hver side.
Start med at strikke en ret, to drejet ret sammen og strik til de sidste tre masker på forsiden af hånden. Strik her to ret sammen og herefter en maske. Det samme gentages på den anden side. Strik her en maske, to drejet ret sammen. Strik til de sidste tre masker, strik to ret sammen og en ret.
Gentag indtagningerne på hver anden omgang syv gange mere, altså otte gange i alt. du har nu i alt 20 masker tilbage.
Nu skal du lukke vanten af. Det gør du ved at sætte maskerne på to pinde - ti masker på hver. Hvis du strikker med Magic Loop, er maskerne allerede fordelt sådan.
Vend nu vrangen ud af rundt om pindene. Se her, hvordan du gør.
Du lukker af ved at strikke to masker sammen - en fra hver pind. Når du har to masker på din højre pind, trækker du den første over den anden. Dette gør du til alle masker er lukket af.
Montering
Nu mangler du blot at hæfte ender og lukke det hul, der ofte opstår mellem tommelfinger og selve vanten. Så er dine hjemmestrikkede vanter færdige.
God fornøjelse med dem!
Birthe Froberg says
Sikke en dejlig opskrift - dem vil jeg prøve at strikke.
Jeg kunne også rigtig godt tænke mig at strikke dem til min børnebørn på¨hhv. 1,6 og 4 år. Du har vel ingen opskrift på denne størrelse? :-)