Ellas hue er strikket i glatstrik med et fint ombuk. Strikkeopskriften på hue findes i fire børnestørrelser og er strikket på pind 3.
Strikkeopskriften til denne hue er opkaldt efter min yngste datter, Ella, der ønskede sig en lyserød hue. Den har hun fået her, strikket i glatstrik og med et fint ombuk, også i glatstrik.
Du kan lave barnehuen både med og uden pompon. Se opskriften på pompon her.
Huen strikkes nedefra og op og er strikket i merino-uld på pinde tre og en strikkefasthed på 30 masker til 10 centimeter, først på rundpind (40 cm.) og herefter strømpepinde.
Opskriften er nem at gå til, og de metoder, der er brugt er beskrevet grundigt her i opskriften. Hvis du har problemer med opskriften, er du altid velkommen til at skrive til mig på kontakt@strikker.dk.
Størrelser på hue
Huen her er lavet i fire børnestørrelser, nemlig baby (barn) junior small (junior large). Hvis du vil lave den i voksenstørrelse kan du finde den på strikker.dk meget snart.
Mål
De fire børnestørrelser passer hovedomkreds 47-48 (49-50) 51-52 (53-54) centimeter.
Garnvalg
Filcolana Arwetta Classic, som er lavet af 80 procent superwash merino og 20 procent nylon og har en løbelængde på 210 meter for 50 gram. På billederne er det farve 813, Strawberry Pink.
Det skal du bruge til en hue
50 (50) 100 (100) gram Arwetta til huen, incl. pompom. Du kan også vælge at lave pompom’en i en anden farve (f.eks. hvis du har en rest liggende).
Strikkefasthed
30 masker x 38 pinde i glatstrik på pind 3 giver 10 x 10 centimeter. Se her, hvordan du laver en strikkeprøve og beregner din strikkefasthed.
Opskrift på hue
Slå 108 (114) 120 (126) masker op på rundpind 3, 40 centimeter. Sørg for at maskerne ikke snor sig om pinden, når du går i gang med den første omgang. Strik glatstrik rundt. Fortsæt til arbejdet måler 15 (16) 16 (17) centimeter.
Vend vrangen ud
Nu skal du vende vrangen ud af på strikketøjet, så din vrangside så at sige vender ud af.
Herfra strikker du videre i glatstrikning med retsiden ud af. På første omgang tager du en maske ind fire steder jævnt fordelt rundt på huen.
Hvis du strikker på strømpepinde, gør du det i starten af hver pind, så du strikker en kantmaske (almindelig ret) og to masker og trækker nummer to maske over den sidst strikkede.
Du har nu 104 (110) 116 (122) masker i alt.
Fortsæt glatstrikning 9 (9) 10 (10) centimeter, så hele arbejdet er 24 (25) 26 (27) cm. i alt.
Skift til strømpepinde
Nu er det en god idé at skifte til strømpepinde, da du skal begynde at tage ind nu. Indtagningerne laver du fire steder pr. omgang.
Med strømpepinde har du i:
Baby: 26 masker på hver pind
Barn: 28 masker på den første og tredje pind, 27 på den anden og fjerde pind
Junior small: 29 masker på hver pind
Junior large: 31 masker på den første og tredje pind, 30 på den anden og fjerde pind
Strik nu en kantmaske og herefter to masker. Træk den første af de to masker ind over den anden. Fortsæt i glatstrik til der er tre masker tilbage på pinden. Strik de næste to masker sammen. Strik den sidste maske (kantmaske).
Gentag indtagningen på de næste tre pinde (hele vejen rundt på huen).
Gentag indtagningerne på hver fjerde omgang, i alt syv gange for størrelse baby og barn og otte gange for størrelse junior small og junior large.
Du har nu i alt 48 (54) 52 (58) masker.
Har du brug for hjælp til indtagningerne, kan du finde min guide her.
Strik yderligere tre omgange og lav indtagninger på den fjerde omgang.
Her strikker du to ret sammen hele vejen rundt, så du ender med i alt 24 (27) 26 (29) masker.
Nu fordeler du de 24 (27) 26 (29) masker på to pinde. Hvis du har et ulige antal masker, skal du blot have en maske mere på den ene pind.
Du skal nu igen vende strikketøjet med vrangen ud af.
Herefter skal du lukke af. Det gør du ved at strikke to masker på en gang - en fra hver pind. Når du har to masker på din højre pind, trækker du den yderste maske ind over den anden maske. Herved har du lukket den første maske af. Fortsæt med at lukke strikketøjet af.
Montering af huen
Nu mangler du blot monteringen af huen.
Da glatstrikken ofte har tendens til at rulle, kan det være en rigtig god idé at presse dit strikketøj, inden du montere huen.
Du skal nu folde den nederste kant af huen, så nederste kant er cirka to centimeter fra skillelinjen mellem vrang og ret. Her syer du forsigtigt kanten fast til vrangsiden hele vejen rundt.
Når det er gjort, kan du folde huen en gang mere op, og når du har hæftet enderne er huen færdig.
Jane Lillemose says
når man har vendt vrangen ud, må man strikke baglæns - eller hvordan gør du det