Hjemmestrikket dukketøj er altid et hit. Opskriften her er på en hjemmestrikket body til dukke, der måler 42 cm. Strikket i 100 procent bomuld.
Du kan gøre en lille én rigtig glad med den her fine body til dukke.
Bodyen er strikket i 100 procent bomuld og har knapper både mellem benene og på skuldrene, så den er nem at få af og på dukken - selv for den lille ejermand.
Og så er dukketøj også en god måde at få brugt lidt restegarn. Bodyen her kræver godt et halvt nøgle garn.
Størrelse på body til dukke
Dukken, bodyen er strikket til, måler 42 centimeter i fuld længde. Fra skulder til skridt måler den 18 centimeter og om brystet er den 29 centimeter.
Body til dukke måler 26 centimeter fra skulder til skridt og 34 centimeter rundt om brystet.
Garn til body til dukke
Jeg har strikket body til dukke i Sandnes Mandarin Petit, som er lavet af 100 procent bomuld. Bodyen er strikket i farven Støvet rosa, farvenr. 4621.
Det skal du bruge
Det er oplagt at bruge restegarn til at strikke body til dukke. Jeg har brugt cirka 30 gram til at strikke denne body, hvilket er godt et halvt nøgle Sandnes Mandarin Petit.
Herudover skal du bruge fire små knapper, max 1,5 centimeter i diameter.
Størrelse på pindene
Body til dukke er strikket på pind 3. Jeg strikker på rundpind - gerne størrelse 80 centimeter, da den kan bruges både til at strikke frem og tilbage - og til at strikke rundt med brug af Magic Loop-teknikken.
Strikkefasthed
Strikkefastheden er 27 masker x 40 pinde i glatstrik på pind 3 giver 10 x 10 centimeter.
Se her, hvordan du laver en strikkeprøve og beregner din strikkefasthed.
Sådan strikker du body til dukke
Body til dukke strikkes oppefra og ned. Det vil sige, at du starter med rygstykket og forstykket, hvorefter de to stykker strikkes sammen til selve kroppen.
Sådan strikker du rygstykket
Du starter med højre skulderstolpe (set bagfra).
Slå seks masker op på pind 3. Strik de første to pinde ret.
På tredje retpind skal du lave et knappehul.
Det gør du ved at strikke fire masker ret. Træk andensidste maske hen over sidste maske, som når du lukker af. Strik næste maske ret og træk igen andensidste maske ind over sidste maske. Nu har du lukket to masker af. Strik den sidste maske ret og vend strikketøjet.
På næste pind skal du slå nye masker op, så du skaber knappehullets øverste del.
Strik først de første to masker ret. Slå herefter to nye masker op og strik de sidste to masker ret.
Strik to pinde ret frem og tilbage.
Nu er du færdig med retstykket på body til dukke.
Fortsæt nu i glatstrik. Ved glatstrikken strikkes alle de yderste masker som kantmasker, det vil sige, at de skal strikkes ret både på ret- og vrangsiden.
Strik fire pinde glatstrik (ret på forsiden, vrang på bagsiden af strikketøjet).
Nu skal du i gang med at tage ud til ryggen.
På næste retpind strikker du kantmasken, herefter glat til du har tre masker tilbage. Tag en maske ud i næste retmaske, strik en ret og til sidst kantmasken.
Strik vrangpinden som normalt med kantmaskerne ret i de yderste masker i begge sider.
Gentag udtagningerne i alt tre gange.
Du har nu i alt ni masker på din pind, som du sætter på en hvilepind.
Nu skal du strikke venstre skulderstolpe (set bagfra).
Slå seks masker op på pind 3. Strik de første to pinde ret.
Nu skal du lave knaphullet. Strik fire masker ret og træk andensidste maske over den sidste maske, som når du lukker af. Gør dette endnu engang.
Strik den sidste maske ret og vend strikketøjet.
På næste pind skal du slå masker op til den øverste del af knappehullet.
Strik to masker ret, slå to nye masker op og strik de sidste to masker ret.
Strik to pinde ret. Nu er du færdig med rillekanten med knaphullet på skulderen af bodyen og skal fortsætte arbejdet i glatstrik.
På glatstrikstykket strikkes alle kantmasker ret, både på retsiden og vrangsiden.
Strik fire pinde glatstrik.
På næste pind strikker du kantmasken ret, herefter tager du en maske ud i næste ret og fortsætter ret pinden ud.
Næste pind strikkes vrang.
Du gentager udtagningerne på samme måde på retpindene i alt tre gange. Sæt nu arbejdet på en hvilepind.
Du skal nu i gang med at samle de to skulderstolper til rygstykket.
Strik først glatstrik på den højre skulderstolpes ni masker. Slå nu 10 masker op og fortsæt med de ni masker på venstre skulderstolpe. Strik fortsat de yderste masker som kantmasker, det vil sige ret på alle pinde.
Strik i alt 8 pinde glatstrik, inden du skal i gang med udtagningerne til under armhulerne.
Nu skal du tage en maske ud i hver side af rygstykket i alt 9 gange.
I starten af pinden strikker du kantmasken, herefter tager du en maske ud i den næste maske. Strik glat indtil der er tre masker tilbage. Tag en maske ud i den næste retmaske, strik ret og til sidst kantmasken ret.
Der er ingen udtagninger på vrangsiden, som strikkes vrang hele vejen pånær kantmaskerne i første og sidste maske, der strikkes ret.
Fortsæt med udtagningerne yderligere 8 gange, så du har taget ud i alt 9 gange.
Du har nu i alt 46 masker på pindene. Sæt dem på en hvilepind.
Sådan strikkes forstykket
Nu skal du strikke forstykket, som strikkes næsten på samme måde som rygstykket, blot har forstykket en v-udskæring.
Start med højre stolpe. Slå seks masker op og strik seks pinde retstrik, så du får den rillede kant.
Skift til glatstrik, hvor du strikker kantmaskerne - de yderste masker i hver side - ret på både ret- og vrangsiden.
Strik seks pinde glatstrik.
Nu skal du i gang med udtagningerne til halskanten. Strik til der er tre masker tilbage på pinden, tag en maske ud i næste ret, strik en ret og derefter kantmasken. Slut af med en vrangpind.
Gentag denne udtagning på retpindene i alt seks gange. Du har nu 12 masker på pinden.
På næste pind skal du tage ud både til armhulen og til halskanten. Du strikker kantmasken, tager en maske ud i den første retmaske og strikker til de sidste tre masker, hvor du tager en maske ud i næste retmaske, strikker en ret og til sidst kantmasken.
Strik vrangpinden.
Nu sætter du højre forstykke på en hvilepind og går i gang med venstre.
Slå seks masker op og strik seks pinde retstrik.
Strik nu seks pinde glatstrik med kantmaskerne på alle pinde ret.
Nu skal du i gang med udtagningerne til halskanten, som denne gang skal ske i starten af pinden.
Strik kantmasken og tag en maske ud i næste retmaske. Strik resten af pinden ret.
Strik vrangsiden som normalt.
Gentag udtagningerne på denne måde i alt seks gange, så du har 12 masker på pinden.
På næste pind skal du tage ud til både halskant og armhule. Du strikker kantmasken og tager derefter en maske ud i næste retmaske. Fortsæt til de sidste tre masker, hvor du tager en maske ud i næste retmaske, strik en ret og til sidst kantmasken ret.
Strik vrangpinden som normalt.
Nu skal du strikke de to forstykker sammen.
Start med højre forstykke og fortsæt samtidig udtagningerne. Strik kantmasken, herefter tager du en maske ud i den første ret og strikker til du har tre masker tilbage på pinden. Tag en maske ud i den næste ret, strik en ret og kantmasken ret.
Nu fortsætter du over i det venstre forstykke, hvor du strikker kantmasken ret, tager en maske ud i den første ret og strikker til der er tre masker tilbage på pinden. Tag en maske ud i den næste ret og strik en ret og kantmasken ret.
Strik vrangpinden som normalt.
Du har nu 32 masker på pindene.
Du strikker nu videre i glatstrik med udtagninger i hver side i alt syv gange mere, så der nu er taget ud i alt ni gange i hver side, og du har i alt 46 masker på pinden.
Det er nu tid til at strikke for- og rygstykke sammen.
Sådan strikker du kroppen på body til dukke
Nu skal du samle for- og rygstykket til kroppen på bodyen.
Du starter med forstykket. Her strikker du kantmasken ret, tager en maske ud i næste maske og strikker til du har tre masker tilbage på forstykket. Tag en maske ud i næste maske og strik en ret og kantmasken ret.
Fortsæt direkte over i rygstykket, så du samler de to stykker. Strik kantmasken ret og tag herefter en maske ud i næste maske. Strik til der er tre masker tilbage på rygstykket, tag en maske ud i næste maske, strik en ret og kantmasken ret.
Strik videre rundt herfra og brug gerne Magic Loop-teknikken, som du kan finde min guide til her.
Du har i alt 96 masker.
Strik nu i alt 24 omgange glatstrik.
Sådan strikker du forstykket for neden
Tag nu rygstykkets 48 masker over på en hvilepind.
Nu skal du i gang med at strikke forstykket for neden på body til dukke.
Du skal tage ind i hver side i alt 16 gange.
Det gør du ved at strikke første maske, kantmasken, ret. Strik de næste to masker drejet ret sammen. Fortsæt til der er tre masker tilbage. Strik de næste to masker sammen og herefter kantmasken ret.
Strik vrangsiden som normalt med kantmaskerne ret, resten vrang.
Fortsæt disse indtagninger på retsiden i alt 16 gange, så du til sidst har 16 masker.
Strik to pinde - en ret og en vrang - uden indtagninger.
Fortsæt nu med rillekanten, hvor du skal lave knaphuller.
Strik to pinde ret. På næste pind ret, strikker du fire masker, trækker den anden sidste over den sidste. Strik endnu en maske og træk den andensidste over den sidste.
Strik ti masker ret, træk den andensidste over den sidste. Strik endnu en maske og træk den anden sidste over den sidste. Og strik til sidst en ret.
På næste pind skal du lave det øverste af knaphullerne.
Strik to ret og slå herefter to masker op. Strik otte masker, slå to masker op og strik de sidste to ret.
Strik nu to pinde ret og luk af.
Sådan strikker du bagdelen af body til dukke
Sæt dine 48 masker fra rygstykket på pindene.
Tag nu ind i starten og slutningen af retpindene i alt 16 gange.
På første retpind strikker du kantmasken og strikker herefter to drejet ret sammen. Strik til de sidste tre masker, hvor du strikker de første to sammen og herefter kantmasken ret.
Strik vrangpinden som normalt med kantmaskerne ret.
Gentag indtagningerne i alt 16 gange, til du har 16 masker tilbage på pindene.
Nu skal du strikke rillekanten. Strik de næste seks pinde ret og luk af.
Montering af body til dukke
Nu mangler du blot at hæfte ender og sy knapper i body til dukke. Så er bodyen færdig og klar til dukken og dens legekammerat.
God fornøjelse!
Skriv et svar