Strikkeopskrifter er fyldt med strikkeforkortelser, som ind imellem kan være svære at forstå. Få hjælp til forkortelserne for strik i denne guide.
Hvad betyder vr, lm eller omg? Der er rigtig mange strikkeforkortelser i strikkeopskrifter, og det kan ind imellem være svært at regne ud, hvad de betyder.
Derfor har jeg lavet denne guide til forkortelser, når du strikker.
Er der strikkeforkortelser, jeg har glemt, er du velkommen til at sende en mail til kontakt@strikker.dk eller skrive i kommentarfeltet nederst.
2 dr r sm
2 dr r sm betyder 2 drejet ret sammen. Du kan se i min guide her, hvordan man strikker drejet ret - og i min guide til indtagninger, hvordan man strikker 2 drejet ret sammen. 2 drejet ret sammen hælder mod venstre, når indtagningen er lavet.
2 r sm
2 r sm betyder 2 ret sammen, altså at man strikker 2 ret sammen. Du kan se, hvordan man gør det i min guide til indtagninger her. 2 ret sammen hælder mod højre, når indtagningen er lavet.
2 dr vr sm
2 dr vr sm betyder to vrang, som du strikker drejet sammen. Du kan se i min guide til drejet vrang her, hvordan du strikker drejet vrang. Når du strikker to drejet vrang sammen, skal du igennem bagerste maskeled på to masker samtidig.
2 vr sm
2 vr sm betyder 2 vrang sammen, altså at du strikker 2 vrang sammen. Du strikker 2 vrang sammen på samme måde, som når du strikker en vrang, du skal blot stikke pinden igennem to masker.
Indtagningen 2 vrang sammen hælder mod højre og på forsiden er den magen til 2 ret sammen.
arb
arb betyder arbejdet, altså strikketøjet.
dr r
dr r betyder drejet ret. Drejet ret strikkes ligesom ret, men i stedet for at stikke sin højre pind ind i masken forfra, stikkes den ind bag i masken, altså fra højre og bagud, der slås om og masken trækkes ud.
dr vr
dr vr betyder drejet vrang. Drejet vrang strikkes ved, at du som altid slår garnet om højre pind. Når du skal stikke højre pind ind gennem masken, gør du det bagfra, altså fra venstre mod højre, inden du strikker resten af masken som ved almindelig vrang ved at sno garnet om højre pind igen og trække masken igennem.
indt
indt betyder indtagninger, altså når du skal tage masker ind i dit strikketøj, det vil sige få færre masker. Se her, hvordan du laver indtagninger i dit strikketøj.
gent
gent betyder gentag.
kantm
kantm betyder kantmaske, altså den yderste maske i et strikketøj, som typisk strikkes ret på både ret- og vrangside.
m
m betyder maske. Se her min guide til, hvordan man slår masker op.
ngl
ngl betyder nøgle - altså garnnøgle.
omg
omg betyder omgang, som bliver brugt, hvis du strikker rundt på rundpind.
p
p betyder pind. Man siger, at man skal strikke en pind, hvilket vil sige, at man strikker fra den ene side til den anden af pinden. Man bruger altså kun udtrykket at strikke en pind på strikketøj, hvor man strikker frem og tilbage - eller når man strikker rundt på strømpepinde.
r
r betyder ret, som er den enkleste måde at strikke på. Få hjælp til, hvordan du gør her.
retp
retp betyder retpind, altså den pind, hvor du strikker ret, for eksempel når du strikker glatstrik og derfor har en ret- og en vrangside.
rk
rk betyder række, altså en pind strik. Man tæller rækkerne ved at tælle hver maske lodret i sit strikketøj.
rs
rs betyder retside, altså forsiden af arbejdet.
sm
sm betyder sammen, altså når man strikker for eksempel to ret sammen.
str
str betyder størrelse.
udt
udt betyder udtagning. Udtagning vil sige, at man udvider antallet af masker i sit strikketøj.
vr
vr betyder vrang, som er en anden form for masker. For at kunne strikke glatstrik, skal man kunne strikke både ret og vrang. Få min guide til, hvordan man strikker vrang her.
vs
vs betyder vrangside, altså bagsiden af arbejdet.