• Skip to primary navigation
  • Skip to main content
  • Skip to primary sidebar

Strikker.dk logo

  • Forside
  • Køb opskrift
  • Strikkeopskrifter
    • Strik til voksne
    • Strik til børn
  • Lær at strikke
    • Teknik
    • Fakta
  • Om Strikker.dk
  • Hjælp
  • Log ind

Forside » Teknik » Italiensk aflukning - Guide med billeder til en elastisk aflukning

Italiensk aflukning - Guide med billeder til en elastisk aflukning

Italiensk aflukning - Guide med billeder til en elastisk aflukning

Udgivet: 16. august 2020 Opdateret: 24. november 2020 af Katrine Rørby Madsen

Italiensk aflukning er en teknik til at lukke din ribkant af, så den bliver både elastisk og utrolig smuk. Få min guide med 23 billeder her.

Italiensk aflukning er en teknik til at lukke dit strikketøj af, så dine ribkanter får en virkelig flot afslutning.

For med italiensk aflukning ser det nærmest ud som om, at ribben fortsætter rundt om kanten.

Og ikke nok med det. Du slipper for at få for stramme ribkanter, for italiensk aflukning giver en meget elastisk rib.

I modsætning til ribkanter, hvor du bruger almindelig aflukning, som ikke kan give sig og derfor nogen gange kan blive for stram.

Derfor er italiensk aflukning efter min mening al tiden værd.

Det tager nemlig noget længere tid og er lidt mere besværlig at lave end en almindelig aflukning.

Men som sagt er det det hele værd. For du får en utrolig smuk afslutning på dine ribkanter.

Jeg har lavet guiden her, til hvordan du laver italiensk aflukning. Det er en guide med 23 billeder, så du nemt kan følge teknikken trin for trin.

Guiden er lavet med billeder fra afslutningen af et ærmegab, som altså er en ribkant strikket rundt på rundpind. Men du kan sagtens også bruge metoden, hvis du strikker rib frem og tilbage.

Denne italienske aflukning er til en ribkant, der er strikket en ret, en vrang.

Du kan i øvrigt også få samme flotte kant med italiensk opslag. Så hvis du skal starte på en ribkant - for eksempel hvis du strikker en rullekravesweater oppefra og ned - så kan du bruge strikketeknikken italiensk opslag.

Du finder min guide til italiensk opslag her.

Det skal du bruge

Du skal bruge en stoppenål eller garnnål til at lave italiensk aflukning. Du syr nemlig så at sige din aflukning i stedet for at strikke den.

Herudover skal du bruge det garn, som du har strikket i. Hvis du strikker i mere end en tråd, skal du bruge alle tråde i aflukningen også.

Italiensk aflukning
Her kan du se min ribkant, som er klar til italiensk aflukning.

Sådan starter du på italiensk aflukning

Nu skal du i gang med din italienske aflukning.

Det første du skal gøre er at klippe garnet over. Du skal bruge et stykke, der er cirka 3 til 3,5 gange så langt, som din ribkant. Du måler altså 3 til 3,5 omgange på din rib, så har du tråd nok til at lave din italienske aflukning.

Italiensk aflukning
Når du skal lukke af med italiensk aflukning, skal du bruge rigeligt med garn. Jeg klipper et stykke der er 3 til 3,5 gange så langt som min ribkant.

Nu tråder du garnenden på nålen, så du er klar til at gå i gang med at sy din italienske aflukning.

Italiensk aflukning
Jeg bruger en stoppenål til at lave min italienske aflukning. Det er altid en god idé at bruge en nål, der ikke er spids, når du arbejder med garn. Så slipper du for at stikke dig i fingeren. :-)

Det første, du skal gøre, er at føre dit garn ud på pinden, som om du skulle i gang med at strikke en omgang. På den måde er det let at trække maskerne af, efterhånden som du syr dem.

Nu skal du i gang med nålen.

Først stikker du nålen fra højre til venstre ind gennem den første maske og trækker, indtil tråden er helt stram.

I starten arbejder du med en meget lang tråd, da den jo er mindst tre gange så lang som arbejdet. Men det bliver heldigvis bedre efterhånden. ;-)

Italiensk aflukning
Du skal trække maskerne frem på venstre pind, som hvis du skulle i gang med at strikke. Det første, du gør, er at stikke nålen fra højre mod venstre ind i den første maske.

Så skal du stikke nålen gennem maske nummer to på pinden. Det gør du fuldstændig, som når du strikker en retmaske ved at stikke nålen fra venstre ind gennem masken og trækker garnet ud bagved.

Italiensk aflukning
Nu stikker du nålen, som en retmaske, ind fra venstre i maske nummer to på pinden og trækker garnet helt igennem.

Du gentager på samme måde i den forreste maske, altså ved at stikke nålen igennem fra venstre gennem masken, som var du ved at strikke endnu en ret.

Italiensk aflukning
Her stikker du nålen igennem den første maske, som strikkede du en retmaske.

Når du har nålen igennem, kan du løse den første maske af pinden og trække hele tråden igennem den og stramme forsigtigt til.

Italiensk aflukning
Når du har trukket nålen igennem masken, kan du løse masken af pinden. Så trækker du blot garnet helt igennem og strammer forsigtigt til. Så har du lukket din første maske af i italiensk aflukning.

Når du strammer garnet ved italiensk aflukning skal det ikke strammes hårdt til, men heller ikke for løst. Du skal blot trække det forsigtigt til, til masken lukker sig.

Sådan laver du italiensk aflukning

Nu er du færdig med indledningen til italiensk aflukning. Fremadrettet gentager du de følgende punkter hele omgangen rundt, indtil du har to masker tilbage på pinden.

Du kommer til at sy igennem alle dine masker to gange og på den måde lave de fine afsluttende sting på din ribkant, der er fuldstændig magen til din rib.

Du står, hvor den første maske nu er en vrangmaske, og nummer to er en retmaske.

Nu stikker du nålen ind gennem nummer to maske, retmasken, fra højre mod venstre på forsiden af masken.

Italiensk aflukning
Her stikker du nålen fra højre mod venstre ind gennem maske nummer to, en retmaske, på forsiden af strikketøjet.

Træk nu tråden hele vejen gennem masken. Stik nålen på samme måde igennem den første maske, vrangmasken.

Når du har stukket nålen helt igennem, løser du vrangmasken af, og trækker garnet helt igennem og strammer forsigtigt til.

Italiensk aflukning
Du stikker nu nålen fra højre mod venstre igennem vrangmasken, den første maske.

Så løser du vrangmasken af pinden og trækker garnet hele vejen igennem masken og strammer til.

Italiensk aflukning
Her er masken løst af pinden, og du kan nu trække garnet hele vejen igennem masken og stramme til. Så har du lukket maske nummer fire af.

Nu stikker du nålen ind mellem de to første masker - en retmaske og en vrangmaske - bagfra og ud på forsiden.

Italiensk aflukning
Her stikker du nålen bagfra ind mellem de to første masker, der er en retmaske og en vrangmaske - og trækker tråden hele vejen igennem.

Du stikker nu nålen ind gennem maske nummer to (vrangmasken) fra venstre mod højre i masken, som strikkede du en retmaske.

Italiensk aflukning
Sy vrangmasken, som skulle du strikke ret. Stik nålen fra venstre mod højre ind gennem maske nummer to, vrangmasken.

Nu gør du det samme med den første maske, retmasken, nemlig stikker nålen fra venstre mod højre ind gennem, som strikkede du en retmaske.

Italiensk aflukning
Her stikker du nålen, som når du strikker ret, fra venstre mod højre i den første maske.

Du løsner nu masken af pinden og trækker tråden hele vejen igennem masken og strammer forsigtigt til.

Italiensk aflukning
Når nålen er kommet igennem masken, kan du løse den af og trække garnet hele vejen igennem masken og stramme til.

Nu har du lukket to masker af og skal gentage din italienske aflukning på samme måde som beskrevet i dette afsnit hele vejen rundt, indtil der er to masker tilbage på din omgang.

Du kan allerede undervejs se, hvor fin en afslutning, du får, når du laver italiensk aflukning.

Italiensk aflukning
Man kan tydeligt se, at maskerne fortsætter rundt om kanten af ribben, når man laver italiensk aflukning.

Afslutning af italiensk aflukning

Når du har lukket alle dine masker af, pånær to, skal du til de afsluttende manøvre i italiensk aflukning.

Italiensk aflukning
Her har du to masker tilbage på din omgang med italiensk aflukning.

Du stikker først nålen ned mellem de to masker bagfra og trækker garnet hele vejen igennem.

Du syr så vrangmasken - maske nummer to - ved at stikke nålen fra venstre mod højre gennem masken, helt som du har gjort hele vejen igennem aflukningen.

Italiensk aflukning
Stik nu ret igennem den sidste vrangmaske.

Du gør herefter det samme med den første maske, retmasken, som du løser af og trækker tråden igennem.

Italiensk aflukning
Nu stikker du nålen igennem første maske, retmasken, fra venstre mod højre skråt igennem, som hvis du strikkede en retmaske. Og løser herefter masken af og trækker tråden igennem.

Nu har du en maske tilbage på din pind, en vrangmaske. Du stikker nålen igennem den fra højre mod venstre og strammer til.

Italiensk aflukning
Træk nålen fra højre mod venstre igennem den sidste maske.

Du trækker nu garnet helt igennem og har nu lukket den sidste maske af.

Italiensk aflukning
Her trækker du garnet igennem den sidste maske og strammer til.

Da du med din italienske aflukning har "strikket" en omgang mere, er din start og slutning på omgangen ikke helt i niveau.

Italiensk aflukning
Her kan du se den lille niveauforskel i aflukningen. Den udjævner du, når du hæfter enden fast.

Det løser du dog, når du hæfter enden, som du syr sammen med første maske i omgangen. På den måde udjævner forskydningen sig.

Nu hæfter du blot enden, og så er du færdig med din italienske aflukning.

Italiensk aflukning
Sådan ser aflukningen på din italienske aflukning ud, når du har hæftet enden.

Som du kan se på billedet, bliver italiensk aflukning bare rigtig flot, når den er færdig. Så den er efter min mening hele arbejdet værd.

God fornøjelse!

Italiensk aflukning
Det færdige ærme lukket af med italiensk aflukning.
« Tyskervendinger - Sådan laver du German Short Rows
Hvordan strikker man? Strikkeskole for begyndere »

Reader Interactions

Comments

  1. Hedda Sylvestersen says

    oktober 17, 2021 at 1:52 pm

    Tak for en rigtig god forklaring med gode billeder 👍🏻😊
    Mvh Hedda Sylvestersen

  2. Katrine Rørby Madsen says

    oktober 19, 2021 at 6:25 am

    Tusind tak, Hedda!

    Mvh. Katrine, Strikker.dk

  3. Ragnhild Rasmussen says

    november 11, 2021 at 10:28 am

    Tak ,for en dejlig let forståelig forklaring ,at lukke af på ❤️
    Og så er den så fin en afslutning 😊
    Mvh Ragnhild Rasmussen

  4. Katrine Rørby Madsen says

    november 11, 2021 at 5:21 pm

    Tusind tak, Ragnhild. Jeg er glad for, at du kan bruge den. Og ja, det er en virkelig fin afslutning.

    Mange hilsner

    Katrine

  5. Mette Egede Green says

    januar 06, 2022 at 8:52 pm

    Så fin forklarring - men jeg oplever at mine italienske aflukninger alligevel bliver stramme - selv om jeg passer på ikke at stramme tråden for meget - nogen ide om hvad jeg gør galt !?
    Mvh Mette

  6. Katrine Rørby Madsen says

    januar 07, 2022 at 9:29 am

    Hej Mette

    Tusind tak! Det er meget vigtig kun lige at hive tråden (garnet) igennem og ikke stramme for meget til, når du laver italiensk aflukning. Håber det lykkes!

    De bedste hilsner

    Katrine, Strikker.dk

  7. Vibeke Nielsen says

    januar 13, 2022 at 2:40 pm

    Så fik jeg endelig lært denne aflukning. Tak for god forklaring og billeder.

  8. Katrine Rørby Madsen says

    januar 13, 2022 at 2:42 pm

    Tusind tak, Vibeke! Det er jeg glad for at høre.

    De bedste hilsner

    Katrine, Strikker.dk

  9. Trine says

    marts 28, 2022 at 10:52 am

    Hej, jeg har prøvet at lave italiensk afslutning på den sweater jeg er i gang med og der er noget, der ikke duer. Pinden starter med en vrangmaske og alle de videoer og billedinstruktioner jeg har fundet, starter med ret. Kan du guide mig i hvordan jeg starter hvis jeg skal starte med vrang?

  10. Susanne Jensen says

    april 10, 2022 at 8:06 pm

    Tusind tak for fin forklaring med fotos af italiensk aflukning. Jeg skal i morgen lære en gruppe at lukke af på denne måde, og tænker: En eller anden vil sikkert spørge, hvorfor det hedder netop “italiensk” aflukning!! Ved du det?

  11. Katrine Rørby Madsen says

    april 11, 2022 at 5:23 am

    Hej Susanne

    Tusind tak! Det er desværre ikke lykkedes mig at finde ud af, hvorfor det hedder en italiensk aflukning - jeg har nemlig også tidligere ledt efter svaret. Det eneste, jeg ved, er, at det også hedder det på på engelsk, nemlig italian bind off. God fornøjelse med undervisningen!

    De bedste hilsner

    Katrine, Strikker.dk

  12. Katrine Rørby Madsen says

    april 11, 2022 at 5:32 am

    Hej Trine

    Du springer bare på i vejledningen, der hvor vrangmasken ligger først. Det vil sige, at du blot stikker nålen fra venstre mod højre i den første maske (vrangmasken). Herefter nålen fra højre mod venstre i den anden maske (retmasken), og så igen fra højre mod venstre i den første maske, som du så løser af og strammer til. Håber det giver mening.

    De bedste hilsner

    Katrine, Strikker.dk

  13. Lena Jonsson says

    april 23, 2022 at 4:06 pm

    Hej Katrine.
    Wauw…en hjælp.
    Først nu hvor Jeg fundet din beskrivelse, har det lykkes mig at forstå hvordan man skal lukke af. Havde set flere beskrivelser på youtube, men der blev jeg stresset af at skulle slukke videon hele tiden og gå tilbage i den.
    Var ved at opgive og lukke af som jeg plejer.
    Men nu….Sidder jeg med stolthed efter at lukket min første rid af med italiensk lukning.
    Tusind tak for din fine, tydelige og visuelle beskrevelse.
    Vh Lena

  14. Katrine Rørby Madsen says

    april 23, 2022 at 5:08 pm

    Hej Lena

    Tusind tak for din besked. Jeg er meget glad for, at min beskrivelse var til hjælp for dig!

    De bedste hilsner

    Katrine

  15. Hanne Frost says

    oktober 06, 2022 at 8:33 pm

    Tak for billedserien. Jeg synes det er meget nemmere at følge en opskrift med faste billeder end at følge en video, så nu lykkedes det endeligt for mig at lave en pæn italiensk aflukning.
    Mange Hilsener Hanne

  16. Katrine Rørby Madsen says

    oktober 18, 2022 at 6:10 am

    Tusind tak, Hanne. Det er jeg rigtig glad for at høre. Jeg synes nemlig også selv, at det kan være nemmere at følge med billeder frem for video, fordi man så kan tage det i sit eget tempo.

    De bedste hilsner

    Katrine

  17. Else Friis Jakobsen says

    november 06, 2022 at 1:18 am

    Hej hej
    Skøn forklaring og let at forstå😊
    Findes der en metode der kan anv hvis rib er strikket i ret masker. Mvh Else

  18. Else Friis Jakobsen says

    november 06, 2022 at 1:21 am

    Findes der metode hvis rib er lavet i retmasker

  19. Lissi Lauridsen says

    december 22, 2022 at 9:48 pm

    Hej Katrine
    Udfordring: hvad nu hvis man står med en rib, der er 1ret, 2vrang. Kan du hjælpe mig med at gennemskue en vej gennem en italiensk aflukning. Det mp jo kunne lade sig gøre?

    Mvh Lissi

  20. Inger says

    marts 23, 2023 at 10:57 pm

    Tusind tak! Du reddede mig😅

  21. Rikke Petersen says

    marts 27, 2023 at 11:53 pm

    Hej Katrine
    Laver du dobbeltstrik inden din italienske aflukning?

    Mvh Rikke

  22. Katrine Rørby Madsen says

    marts 28, 2023 at 8:12 am

    Hej Rikke

    Nej, det gør jeg ikke. Det er helt almindelig rib, en ret, en vrang.

    Mvh. Katrine, Strikker.dk

  23. Katrine Rørby Madsen says

    marts 28, 2023 at 8:13 am

    Tak for den kommentar! Dejligt at høre!

    De bedste hilsner

    Katrine, Strikker.dk

  24. Mette says

    april 09, 2023 at 9:11 pm

    Hej Katrine
    Kan man lave italiensk aflukning på glat strik på rundpind? Mvh Mette

  25. Katrine Rørby Madsen says

    april 11, 2023 at 2:52 pm

    Hej Mette

    Nej, man kan desværre kun bruge italiensk aflukning til aflukning af rib. Jeg ville lukke helt almindelig af, når du skal lukke glatstrik af.

    Mvh. Katrine, Strikker.dk

  26. Katrine Rørby Madsen says

    april 11, 2023 at 2:54 pm

    Hej Lissi

    Nej, desværre. Jeg har heller ikke kunnet gennemskue, hvordan man skulle kunne lave italiensk aflukning med to vrang og en ret. Jeg tror desværre ikke det kan lade sig gøre.

    Mvh. Katrine, Strikker.dk

  27. Katrine Rørby Madsen says

    april 11, 2023 at 2:55 pm

    Hej Else

    Du kan desværre kun bruge italiensk aflukning af rib med 1 ret, 1 vrang. Ikke til aflukning af glatstrik.

    De bedste hilsner

    Katrine, Strikker.dk

  28. Cristina Isabella Escherich says

    maj 04, 2023 at 8:35 pm

    Hej Katrine
    Jeg skal aflukke en rib m italiensk aflukning, hvor første maske er en vrangm. Jeg kan ikke regne ud hvordan jeg starter 🤯, kan du hjælpe? Dine, ellers meget fine instruktioner, starter jo m en retmaske. Jeg kan godt aflukke, når jeg er forbi de første to masker 😅.
    Bh, Cristina

  29. Karin says

    april 28, 2024 at 10:29 pm

    Hvordan gør man, hvis det er to ret og to vrang i ribben?

  30. Susie Jensen says

    juni 20, 2024 at 5:02 pm

    Hej - bruger altid din fine og forstålige beskrivelse til 1 r 1 v It. afluk
    Men er jeg så heldig at der også findes en beskrivelse på 2 r 2 v🙏

  31. Trine says

    august 15, 2024 at 6:55 pm

    Mange tusind tak for en god gennemgang, nu forstår jeg det endelig 😊

  32. Lone Jensen says

    september 10, 2024 at 7:56 pm

    Hej Katrine. Kan kun tilslutte mig ovenstående tilbagemeldinger vedr. Italiensk aflukning. Havde også opgivet efter mange videoervisninger😳
    Heldigvis fandt jeg din fine, enkle vejledning med billeder. Og vupti - så var det faktisk slet ikke så indviklet alligevel. TUSIND TAK😘

  33. Katrine Rørby Madsen says

    september 11, 2024 at 6:46 am

    Tusind tak, Lone! Det er jeg virkelig glad for at høre!

    De bedste hilsner

    Katrine

  34. Katrine Rørby Madsen says

    september 11, 2024 at 6:46 am

    Dejligt at høre, Trine!

  35. Solveig Brunholm says

    november 21, 2024 at 9:17 am

    Hej
    Hvad i alverden gør man ved en sweater-aflukning. Omgangen er på 184 m (1 ret, 1 vr.).
    Garnet, jeg skal trække igennem 184 masker, en ad gangen, bliver på 360 cm! Pura Lana og blød alpaca ....
    Tør slet ikke tænke på hvor mange gange den lange garnene vil filtre ....
    Nogen alternativer?
    Venlige hilsner Solveig

  36. Katrine Rørby Madsen says

    november 27, 2024 at 5:44 am

    Hej Solveig

    Ja, det er en meget lang tråd, når man lukker en sweater af, så man skal være meget forsigtig i starten (og have meget lange arme :-)).

    Og jeg har desværre ikke noget alternativ.

    De bedste hilsner

    Katrine, Strikker.dk

  37. Anne Søndergård says

    januar 11, 2025 at 6:39 pm

    Kære Katrine
    Tusind tak for en god og udførlig forklaring; efter at have kigget på 2 videoer andetsteds, endte jeg med din forklaring med billeder, som efter min mening er den bedste!!
    Mange hilsner fra Anne

  38. Katrine Rørby Madsen says

    januar 11, 2025 at 9:23 pm

    Hej Anne

    Tusind tak! Jeg er glad for, at du kunne bruge min forklaring!

    De bedste hilsner

    Katrine, Strikker.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Primary Sidebar

Log ind

Log ind på din profil her

Din indkøbskurv

Antal vare i varekurv: 0

  • Din varekurv er tom.
  • Total: DKK 0,00
  • Gå til kassen

Nyhedsbrev

Strikker.dk på Instagram

strikker.dk

 762    730


  • Det her er Claras Cardigan Mini med det fineste hjertemønster på bærestykket og forneden og for enden af ærmerne. ⁠
  • Havde lige Viggas Rullekravesweater med en tur på stranden. For selv om det er november er der altid skønt ved
  • En ny halsedisse i tykkere uld - Double Sunday fra Sandnes - er på pindene. ⁠ ⁠ Tror den kommer
  • Så er min lyserøde Viggas Rullekravesweater blevet færdig, og jeg er ret glad for den og for farven. ⁠ ⁠
  • Skønt efterårsferieprojekt - en Viggas Halsedisse med mohair.⁠⁠ ⁠ Opskriften findes både til voksne og børn - og du finder
  • Viggas Rullekravesweater har været med en tur på Fanø - og hvor klæder de to bare hinanden ⁠ ⁠ Vejret
  • På sådan en grå dag er det nu hyggeligt, når strikketøjet lige har sneget sig med på arbejde. ⁠ ⁠
  • Viggas Halsedisse med mohair junior er perfekt både uden på trøjen - og under en jakke - lige nu. ⁠

Nyeste indlæg

  • Viggas Halsedisse med mohair Junior - strikkeopskrift til børn
  • Viggas Rullekravesweater - strikkeopskrift på lækker rullekravebluse
  • Bettys Balaclava - strikkeopskrift på balaclava til voksne
  • Teststrikkere søges - hjælp med at teste strikkeopskrift
  • Ulvshale hue - strikkeopskrift på varm og vamset hue
  • Strømpepinde - hvad er det for nogle strikkepinde?
  • Alpaka - garn fra alpakaen: Få fakta om alpaka garn her
  • Solvejs sommerbluse til børn - strikkeopskrift
  • Balaclava - hvad er det for en elefanthue?
  • Har du tabt en maske? Sådan samler du den op

Inspiration til lækker mad
Madens Verden

Copyright © 2025 · Strikker.dk · Mail: kontakt@strikker.dk

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage at du er indforstået med det.ForståetNej